20. marts 2019

Angst & babyplask

babysvømning

Hvis du tror babysvømning er en frygtelig blanding af kaos i omklædningsrummet og offentlig ydmygelse, så kan du godt tro om igen.
Det er meget værre…

 

Det har aldrig været min kop te, alt det der med svømmehaller. Jeg elsker vand og jeg elsker at bade…nede syd på. Men nu hænger mit liv nu engang således sammen, at den mand jeg elsker, elsker vand. Og ikke kun det vand…nede syd på.
Simon var af den klarer overbevisning at det var umådelig vigtigt at komme i svømmehal med Rumle, så vi kunne udvikle hans motorik. Og gerne så hurtigt som muligt. Jeg vil som mor selvfølgelig gerne udvikle på hans motorik og aldrig stå i vejen for noget som er godt for ham (eller hans far), heller ikke selvom det kunne være i retning af at være skidt for mig.
SÅ selvfølgelig skulle vi i svømmeren.

Simon tilmeldte os et hold, baby skulle bare være minimum 8 uger og det var vores lille vidunder netop blevet. Vi (læs:jeg) havde taget den beslutning, at jeg ikke skulle i vandet. Det var måske for tidligt, for var min livmoder nu helet som den skulle? Men nok mest af alt, havde jeg på ingen måde lyst til at plaske rundt i det blå klorvand med en masse fremmede.

Det blev onsdag aften 17.15 og afsted tog vi. Jeg havde læst man skulle være der i god tid første gang, holdet startede kl 18 så vi ville have en god halv time til at forberede os.

Da det var Simon som skulle i det blå, tog jeg Rumle med ind i dame-omklædningen for at gøre ham klar. Det kunne jeg da sagtens klare!

Ind i omklædningen kom vi. Vi blev mødt af et koldt og overbelyst omklædningsrum. Jeg fandt mig selv frosset, i komplet forvirring imens jeg blankt stod og stirrede ud i rummet med small-talkende mødre og skrigende børn. Hurtigt spottede jeg pusleområdet, i det meget lille og tætpakkede rum og famlede mig frem til først ledige puslemåtte. Jeg fik lagt Rumle ned, stadig med overskud nok til at smile og pludre med ham. Sådan, det kører der her! Det er først da jeg åbner pusletasken at panikken breder sig ud i hver fibre af min krop. Simon har pakket den, alt ligger hulter til bulter og til min store skræk er der ingen vådservietter. Sveden begynder at pible frem. Godt! Hvad gør du nu Cindy! Efter lang tids søgen finder jeg en lille ekstra pakke aller nederst tasken. Næste skridt er at få ham vasket. VASKET! Tankerne sejler om kap for at komme først. Skal jeg tage bleen af først og vaske ham? Tørre ham for så at give ham svømmetøj på og bade ham igen? Jeg debattere på det kraftigste med mig selv da jeg overhører de andre mødre aftale at de giver badetøj på før bad. Den vogn hopper jeg i stilhed med på. Så langt så godt!

Da Rumle er klar til bad, går jeg ind i bruseområdet med ham. Til min åbenbare overraskelse har jeg ikke gennemtænkt at jeg nu står fuld påklædt og skal til at vaske det her lille menneske, på hug, på gulvet i et babybadekar og så med en efterfødselskrop som indeholder omkring nul muskler. Det virker som en komplet umulig opgave men gøres, det skal det.
Mig ned på hug, i det her forsøg på at vaske drengen. Jeg prøver så godt jeg kan uden at miste balancen men panikken breder sig og jeg ender med meget hurtigt at plaske lidt vand på hans krop og hår, nok egentlig mest for at få det til at ligne at han har været i bad. Herefter går turen ud i svømmehallen.

Simon og Rumle hopper i vandet og Rumle elsker det.

I hele 10 minutter blev han transporteret rundt i vandet, glad og tilfreds. Nok havde hele forberedelsen til at komme i vandet været en mundfuld i sig selv, men det var jo gået godt nok, så jeg meldte mig igen til at tage ham den anden vej igennem.
Det var et valg jeg kom til at fortryde !

Omklædningen var endnu engang fyldt.
Jeg kæmpede mig igennem mængden fast fokuseret mod den pusleplads jeg havde til at starte med, men til min store skræk er den nu optaget. Alle pladser var optaget! Min hjerne kører på højtryk og i stedet må jeg tage en puslemåtte ned på gulvet og begynde at pusle ham her. Gulvet er smattet og beskidt og følelsen af at være den værste mor i hele verden spreder sig til hver en fiber i min krop.

Jeg tager ham med i bruseren med badeble og bukser på for at klæde ham af her. Igen ned på hug. Denne gang synes han ikke det er sjovt. Det er koldt for ham og da jeg åbner bleen er der lort over alt. En kvinde står i badet ved siden af. Det føles som hendes blik er fastnet på mig. Jeg kan da ikke skylle lort ud i bruseren! Kan jeg? Jeg panikker og lukker bleen igen, vasker ham så godt jeg kan og så ellers ud for at pusle ham og blive færdig i en fart.

Ned på gulvet igen. Rumle tager det rigtig pænt. Han pyldre kun lidt. Men nok til jeg bliver panisk og stresset.  Mine hænder er fulde og jeg har svært ved at administrere det hele. Om ikke andet så oppe i mit hovede. Jeg kommer i tanke om jeg stadig mangler vådservietter – og nu mere end før!
Jeg har lyst til at løbe tudende ud derfra.
Imod al forventning lykkedes mig at få ham rengjort med de sidste to vådservietter i pakken. Rumle kan mærke jeg er utryg og bange og det smitter af. Jeg prøver at trække vejret dybt. Men Gud hvor er det svært! Hvorfor er det så svært at være mor lige nu!

 Jeg skynder mig her efter at få jakke på, samlet pusletasken, ham på armen, flyverdragten i hånden, men nu opdager jeg at de våde håndklæder og badetøj stadig ligger tilbage. Jeg er i overdreven mangel på hænder og  kan ikke få fat i det. Da det endelig lykkedes mig at få fat i de forbandende håndklæder viser det sig, at jeg har lagt shampooen og olien inden i, som nu kontinuerligt falder ud i takt med jeg forsøger at samle dem op. Gråden presser sig på, jeg holder igen, i modsætning til Rumle, han græder allerede. En anden mor må have set angsten i mine øjne og tilbyder sin hjælp. Hun får givet mig håndklæderne med shampooen og olien i og ud stryger jeg, lige i armene på Simon.
Simon står med forventningsfulde øjne og spørger sødt hvordan det gik?  Jeg kaster tasker og håndklæderne i armene på ham og får med bævrende stemme fremstammet at jeg ikke vil snakke om det.

I stilhed sidder jeg mig ned og ammer Rumle og efterfølgende får vi ham sammen pakket ind i flyverdragten og ud i bilen.

Hele turen hjem tuder jeg. Jeg sidder med en følelse af at have været mere utilstrækkelig end nogenside før og en virkelig dårlig mor! Jeg byder mig ikke om at stå i situationer hvor jeg ikke aner hvad jeg skal gøre og ikke har styr på tingenen.
Og hvis der var en ting jeg ikke havde den dag, var det styr på tingene.

Konklusion på babysvømning:
Der kommer helt sikkert mange flere gange som denne og det er en af de udfordinger der er ved at være nybagt mor. Sådan er det! Og det er okay!

Til jer nybagte mødre som sidder derude og læser med, det er helt ok at blive bange. Nok skal vi vise vores børn en ny verden men de skal med sikkerhed også vise os en ny. Og det er pisse skræmmende. Så fat mod, det bliver nemmere og det er ok at falde på røven så længe vi rejser os igen. Babyer er taknemmelige små væsner og nok skal vi være stærke for dem, men i sidste ender det nok med at det er dem som er stærke for os.

Og bare rolig på onsdag skal vi til babysvømning igen.

babysvømning

Ét svar til “Angst & babyplask”

  1. […] første gang, er det vigtigt med god tid til omklædning. Som beskrevet i det tidligere indlæg om min første gang i svømmehallen med baby, så er det voldsom stressende. Så ha derfor god tid, så du ikke stresser over tiden i det […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *