24. december 2018

Min fødselsberetning

 

Fødselsberetning

Endelig kom dagen!
Vores længe ventede Rumle kom til verden.
Jeg synes selv det har været super brugbart og rart at læse andres fødselsberetninger. Dog må jeg advarer, hvis du leder efter en historie om hvor ondt det gør at føde og hvor frygteligt det er, finder du den ikke her.

Nedenfor finder I min fødselsberetning:

 

”Den bedste julegave”

 

Mandag d. 24 december 2018, 4 dage før termin, kom vores rebelske øjesten til verden.

Simon og jeg skulle stå for juleaften og var klar til at begge vore familier skulle ankomme.

Dog skulle tiden vise at det ikke deres ankomst vi havde i vente.

Kl 10.00 begyndte jeg at få noget som mindede mig om voldsomme menstruationssmerter og tænkte for mig selv om det virkelig kunne være et ve?

Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at dét var det nok ikke og istedet havde jeg lige en enkelt pakke jeg lige skulle nå at pakke ind.

Halvt på vej mod gavepapiret måtte jeg afbryde missionen og besluttede istedet at tage et bad – for måske det var et ve?

Simon kunne se på mig der var noget i gærde og begyndte straks at gisne om det nu var idag vi blev forældre!

 

Efter badet (stadig i tvivl om jeg havde veer) gik jeg op i sengen og lagde mig og Simon insisterede på at tage tid på de smerter jeg nu engang oplevede.

2-3 minutters pause og 1 minuts smerte. Vi blev enige om det med sikkerhed var veer. Vores app blev gentagende gange ved med at melde alarm og bede os omgående at kører på hospitalet.

Jeg havde haft en helt andet forventning til veer, måske forventede jeg et højere smerte niveau og var derfor længe i tvivl.

Efter en time med veer af samme interval besluttede vi at ringe til jordmoderen.

Vores jordmoder lyttede til mig, gav mig ro når jeg havde et ve og rådet os til at se tiden an et par timer endnu. Hun mente at der muligvis ville komme ro på veerne igen.

Hun fik dog ikke ret, veerne tog til i styrke og havde nu et præcist interval på 2 min fra ve start til ve start og 1 minuts ve. Her kan vi snakke om at veerne havde den styrke jeg havde forestillet mig. Nu var jeg ikke længere i tvivl!

En time senere ringede vi til jordmoderen igen og vi aftalte at mødes på Viborg Hospital 40 minutter senere.

Simon fik pakket bilen og efterfølgende hjulpet mig ud i den.
Nu kan vi snakke om veer som niver. Følelsen af hele dit underliv bliver vredet hårdt op som en karklud var nu en realitet. Jeg gispede mig igennem dem og tænkte på de fif jeg havde læst og øvet mig på fra “Smertefri fødsel”. Simon ringede i mellemtiden til vores forældre og informerede dem om at julen var aflyst og de istedet havde den største gave i verden, i vente.

 

40minuttter senere ankom vi på Viborg sygehus. Simon greb pusletasken i den ene arm og mig i den anden. Ved indgangen fik han mig placeret i en rullestol og så var det ellers afsted mod fødegangen.

Vi havde tidligere været på rundvisning, så vi vidste præcis i hvilken retning vi skulle.

Jeg gispede stadig igennem mine veer, som nu var så kraftige at jeg havde svært ved at fokusere på ret meget andet end dem.

 

Vi ankommer til fødselsafsnittet og placere os i venteværelset hvor en ung jordmoder kommer og tager imod os, hun informer os om den jordmoder vi var tilknyttet, var blevet kaldt i akut hjemmefødsel så det var istedet hende, som skulle hjælpe os med at føde.

Hun førte os ind i et lille rum for at blive tilset, hvorefter hun bekræftede at vi bestemt ikke blev sendt hjem igen,  da jeg allerede var 8 cm åben.

2 sekunder efter gik vandet plask på briksen!

Kathrine (vores jordmoder) gjorde en fødestue klar og jeg blev kørt derind.

Veerne havde nu markant ændret sig og jeg havde allerede pressetrang. Veerne på nuværende tidspunkt kunne for mig beskrives som en bølge, sådan et dybt ur-instinkt der fortæller dig præcis hvad du skal gøre. Jeg fik følelsen af min krop nu arbejde med mig og vi var fælles om et mål: at få Rumle ud og gøre genkald på min krop.

 

Inde på fødestuen tjekkede Kathrine mig. jeg var allerede de 10 cm åben. Klokken nærmede sig her 13, så fra første ve kl 10 og tre timer frem var min krop altså allerede klar til at føde.

Kathrine gav mig lov at presset lidt med og det gjorde jeg en halv times tid. Jeg fik en smule lattergas, som gjorde jeg bedre kunne fokusere på min vejrtrækning og komme længere ind i fødeland. Jeg havde ønsket ikke at få medicinsk smertelindring og havde kun ønsket  smertelindring i form af lattergas, massage og akupunktur.

Rumle kom rigtig godt med ned i bækkenet når jeg pressede, men smuttede tilbage når veen var ovre. Vi havde brug for han fik skruet sig en smule længere ned i bækkenet og derfor måtte jeg i en lille time holde igen med at presse og i stedet gispe mig igennem veerne.

 

Min fødestilling var noget anderledes end forventet. Jeg havde læst Smertefri fødsel og havde derfor også en forventning om for at skulle føde i vand og jeg havde sågar øvet flere forskellige pressestillinger. Alt det kunne jeg godt kaste en hvid pil efter med den fart jeg havde på. Istedet for at bevæge mig rundt i forskellige pressestillinger, endte jeg statisk på siden med Simon ved min side.

Efter en time fik jeg igen lov at presse.

Simon var en kæmpe støtte mentalt, men også fysisk. Han blev hurtigt den som alle min kræfter udsprang fra når jeg skulle presse mig igennem et ve og der er ingen tvivl om jeg ikke kunne have gjort det uden ham.

Under presseveerne var Rumle’s hjerterytme dykket et par gange, Katrine havde derfor sat målere på både mig og på hans hoved, som nu var synligt imellem mine ben.

 

 

Efter 30 minutter hvor jeg havde presset med alt jeg havde i mig, blev Kathrine nødt til at kalde en læge, hun forsikrede os at det var ren rutine men hun skulle kalde lægen når hjerterytmen var som den var. Jeg var ved at være godt træt og begyndte at tvivle på hvor mange kræfter jeg havde tilbage i mig.

Jeg kunne på det her tidspunkt mærke hans hoved mellem mine ben, men havde ikke formået at få det til at sætte sig fast.

En mandlig læge kom ind, ønskede os glædelig jul, vendte mig i samarbejde med Simon om på ryggen, de pressede samtidig mine ben op imod min mave, jeg fik et ve og 1-2-3 hovedet var født. Lægen ønskede os tillykke og gik igen. Simon hev i snoren for at tilkalde en assistent, for nu var der snart fødselsdag. En seriøs lugt af liv og død fyldte rummet som fostervandet og Rumle’s krop blev født og ud kom vores lille julemirakel.

Efter pulsen var ophørt klippede Simon navnesnoren.

 

Hele oplevelsen var så surrealistisk. Jeg har aldrig oplevet noget smukkere og mere skræmmende på en og sammetid. Bare ventetiden og forventningsglæden, dag efter dag, gør det hele så meget mere unikt når dagen så endelig kommer.

 

Min moderkage sad desværre godt fast og et par ekstra hænder måtte tilkaldes efter 45 minutters pressen. De satte et par akupunkturnåle, trykkede mig på maven og ud kom moderkagen.

Jeg havde ingen dybe bristninger, kun et par overfladiske.

 

Alt i alt var det en drømmefødsel – på under 7 timer Njord Nöel aka. Rumle født.

 

 

Jeg føler mig så priviligeret og uovervindelig, for helt ærligt må det at skabe og føde liv været noget af det største, mest skræmmende og smukkeste man som kvinde kan gennemgå.

2 svar til “Min fødselsberetning”

  1. […] Jeg tog vejrtrækningsdelen meget seriøst, mest fordi jeg ikke er god til at trække vejeret. Kan man være dårlig til at trække vejret? Og dertil må jeg blankt erkende: JA!. Jeg har altid været vant til en hektisk hverdag og når alt kører i højeste gear, glemmer man hurtigt at trække vejret ordentlig, sådan ilte-blodet-ordentlig. Derudover er laboro-vejrtrækning som Anja Bay fortæller om i bogen, rent faktisk hårdt at praktisere. Havde jeg ikke øvet denne teknik havde jeg uden tvivl mistet pusten under Rumle’s fødsel.  […]

  2. Hjemmefødsel siger:

    […] lidt denne gang. Men hvem ved, ikke to fødsler er ens. Du kan læse hele min fødselsberetning her. Selvfølgelig er der en række kriterier som man bør og skal opfylde for at kunne føde hjemme, […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *